Skibe forbindes ofte med rejser. De fem Skuldelevskibe fortæller også historien om at standse en rejse. Skrogene blev sænket i en sejlrende i Roskilde Fjord som en del af en spærring, der skulle gøre adgangen vanskeligere.
Vikingeskibsmuseets beskrivelse af udgravningen viser, hvor stor en opgave det var at hente dem op. I sommeren 1962 blev området inddæmmet, og vandet pumpet væk. Først skulle sand, tang og sten fjernes, før forskerne kunne registrere de mange dele af træ. Skibene lå delvist oven på hinanden, og fundet skulle både forstås og beskyttes under arbejdet.
Et særligt resultat var, at det formodede skib nummer fire viste sig at tilhøre Skuldelev 2. Derfor har de fem skibe ikke en ubrudt nummerering. Fundets navne gemmer på denne ændring i arkæologernes forståelse.
Museets gennemgang af Skuldelev 5 fortæller om slidte skrog, hvor løse dele som master, sejl og årer var fjernet før sænkningen. Bevaringen var ujævn: De dele, der var dækket og beskyttet, kunne overleve bedre end mere udsatte partier. Det er en vigtig påmindelse om, at et udgravet skib ikke er en intakt genstand, der blot kan løftes ud af fortiden.
Efter bjærgningen fulgte registrering, konservering og arbejdet med at genskabe formen. Træstykker kan være brækket, forskudt eller deformeret. Når de vises som et skib, bygger helheden derfor på et omfattende fagligt arbejde med de enkelte dele.
For Roskilde giver fundet en konkret forbindelse mellem fjorden og byens historie. Vandet var både en forbindelse til omverdenen og en adgang, der skulle kontrolleres. Ved at holde disse to funktioner sammen bliver Skuldelevskibene mere end et billede på vikingernes sørejser: De bliver også spor efter beslutninger om at beskytte et sted.
