En gravplads fortæller om de døde, men den rejser også spørgsmål om de levende: Hvordan organiserede de sig, hvilke genstande brugte de, og hvordan mindedes de deres slægtninge? Lindholm Høje i Nørresundby giver en konkret ramme om de spørgsmål.
Nordjyske Museer daterer gravpladsens brug til omtrent år 400–1000. Stedet spænder dermed over yngre jernalder og vikingetid. De mange stensætninger markerer næsten 700 brandgrave. Det er et langt tidsrum, og pladsen bør derfor ikke forstås som et øjebliksbillede af én enkelt generation.
Museet beskriver to udstillinger: én om vikingernes liv på Lindholm Høje og én om oldtiden i Limfjordslandet. Genstande fra gravene, herunder smykker, indgår i fortællingen om mennesker og begravelsesritualer. Dermed forbindes det synlige landskab udenfor med fund, som kan undersøges på en anden måde indenfor.
Stedets nyere historie er også en del af baggrunden. Ifølge Nordjyske Museer kendte man allerede i slutningen af 1800-tallet til gravpladsen, mens den store udgravning fandt sted i 1950'erne. Museet åbnede i 1992. Kendskab, udgravning og formidling er således forskellige faser i arbejdet med fortiden.
En redaktionel måde at nærme sig stedet på er at holde tre niveauer adskilt: det, der kan ses i terrænet; de fund, arkæologerne har registreret; og de forklaringer, forskerne giver på dem. En stensætning er et fysisk spor. En fortælling om livet omkring den kræver flere kilder og faglige fortolkninger.
Den forskel behøver ikke gøre historien fjern. Tværtimod kan den gøre besøget mere undersøgende: Hvilket spørgsmål kan en bestemt genstand hjælpe med at besvare? Og hvad ved vi stadig ikke? Aktuelle åbningstider og adgangsforhold findes hos Nordjyske Museer. Denne baggrund bygger på museets formidling og indeholder ikke oplysninger om et nyt fund eller et besøg foretaget af redaktionen.
