Jellingstenene bliver ofte omtalt samlet. Men de to sten ved kirken har forskellige afsendere og forskellige budskaber. At skelne mellem dem er en enkel indgang til et sted, hvor personlige mindesmærker og kongelig magt mødes.
Den lille sten blev rejst af Gorm til minde om Thyra. Nationalmuseet fremhæver, at vi ikke ved, hvor den oprindeligt stod i vikingetiden. Den nuværende placering kan derfor ikke uden videre bruges som bevis for, hvordan hele området var organiseret dengang.
Kongernes Jelling daterer den lille sten til omkring år 950 og fremhæver dens brug af navnet Danmark. Stenen knytter dermed et familienavn og et landsnavn sammen i en kort indskrift. Det er ikke en udførlig historiebog, men en koncentreret meddelelse fra en bestemt tid.
På den store sten mindes Harald Blåtand sine forældre og fremstiller samtidig sine egne bedrifter. Her indgår påstanden om, at han gjorde danerne kristne. Museet understreger, at kristendommen allerede fandtes, før Harald gav den denne officielle markering. Indskriften bør derfor læses som kongens udsagn og ikke som et fuldstændigt referat af, hvad alle mennesker troede på.
Jellingmonumenterne kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1994. Stenene står i beskyttende montrer, og deres bevaring er en del af den måde, nutiden tager vare på sporene fra fortiden. Det synlige monument og arbejdet med at beskytte det hører sammen.
For en læser eller besøgende er et godt spørgsmål, hvem der taler gennem hver sten. Gorms minde om Thyra og Haralds fortælling om slægt, magt og tro giver forskellige svar. Netop den forskel gør det muligt at se mere end to gamle sten: Man møder historiske personer, som har valgt, hvad eftertiden skulle lægge mærke til. Denne artikel er baggrund og omtaler ingen ny arkæologisk opdagelse.
